Frihed til at være kvinde. Frihed til at blende ind i mængden. Frihed til at være. Sig selv.
Mange kvinder mærker, hvor meget deres hår betyder, når de ikke har det længere. Sådan har det også været for Maria, og det har været alt andet end sjovt.
”Man skal anerkende over for sig selv, at det er mega-nederen ikke at have hår.”
”Jeg brugte alt for lang tid på at sige til mig selv, at det bare var hår. Det var jo ikke en sygdom, jeg kunne dø af.”
”Men det er helt grundlæggende ikke sjovt, og det er faktisk okay at være ked af, når man ikke har noget hår.”
”Hvis jeg kunne gøre noget om, så var det, at jeg skulle have fået min paryk meget før. For jeg fik så meget mere livskvalitet. Så meget mere selvtillid. Jeg behøver ikke længere at fokusere på mine sko, men kan gå med rank ryg.”
Identiteten som kvinde
For Maria er hendes paryk er stor del af hendes identitet som kvinde.
”Det gør en kæmpe forskel, at jeg har min paryk på. Den får mig til at se frisk og naturlig ud, og den tilfører mig noget.”
”Den får mig til at se feminin ud, og den får mig til at føle mig mere feminin. Det er klart håret, der gør det store for mig.”
”Jeg tror heller ikke, jeg havde stået med en kæreste uden min paryk. Jeg havde ikke den samme selvtillid dengang jeg ikke havde paryk. Jeg troede ikke, at der var nogen, der ville have en uden hår, og jeg følte mig ikke feminin. Det gør jeg nu.”
Da Maria mødte sin kæreste, var hun fuldstændig ærlig omkring sin alopecia. Han skulle vide, hvad han gik ind til.
”Han er nærmest bedøvende ligeglad med, om jeg har hår eller ej, og det gør mig tryg.”
Håret blev tyndere i 9-års alderen
Maria er 26 år, aktiv fodboldspiller og uddannet diplomingeniør. Hun har alopecia og begyndte at tabe sit hår allerede som 9-årig. Hendes far og farmor mistede også deres hår i en ung alder.
I starten levede hun fint med, at hendes hår blev tyndere og tyndere.
Men med årene, alderen, andres blikke og kommentarer ændrede det sig.
”Da jeg blev konfirmeret, var der noget familie til en veninde, der spurgte hende, om jeg havde cancer. Det er sådan en ting, der sidder dybt i mig.”
”Jeg forbinder ikke min konfirmation med noget godt. Selv om det var en fin fest og en fin dag, så er det den kommentar, jeg tydeligst kan huske.”
Den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over, kom på en familieferie i Portugal.
”Jeg kan huske, hvordan folk vendte sig om og kiggede. Et er, at jeg var blond – noget andet var, at jeg ikke havde særlig meget hår.”
”Jeg blev træt af at blive identificeret med én, der var syg. Jeg blev behandlet som en syg, når folk ikke kendte mig.”
”Det var der, jeg fik nok. Da var jeg 17,” fortæller Maria, der fik sin første paryk lige inden hun fyldte 18.
Jeg. Er. Feminin
Maria tog beslutningen om at få paryk, da hun gik i 2.g.
”Vi havde en facebook-gruppe på min årgang, og der skrev jeg ud: På mandag har jeg paryk på, jeg ser anderledes ud og sådan er det.”
”Folk tog det rigtig fint og sagde det så pænt ud.”
”Det var egentlig en rigtig fin måde at gøre det på.”
”Da jeg besluttede at få paryk tænkte jeg, at nu var jeg klar til at have en feminin side. Det følte jeg kom med håret.”
”Den side skulle jeg også indeholde.”
Paryk ingen hindring for fodbold
Maria lever et aktivt liv og lader ikke sin alopecia begrænse sig.
Hun har f.eks. spillet fodbold i 16 år, og her er parykken ingen hindring.
”Jeg kan sagtens spille fodbold med den på. Selv når jeg løber og sveder, så rykker den sig ikke.”
”Jeg ved, at min paryk sidder, hvor den skal, så jeg er ikke nervøs.”
”I starten var jeg lidt nervøs for den skulle ryge af. Især når vi mødte et af de hold, hvor folk er lidt strenge og kan finde på at hive i håret. Men jeg har aldrig prøvet det.”
Tanken om at mærke vinden og vandet
En ting er at fortælle andre, at man har alopecia. Noget helt andet er at vise det.
”Jeg er meget åben omkring det og taler om det med dem, jeg er tæt med. Men jeg ved ikke, om alle på mit fodboldhold ved, at jeg bruger paryk. Nogen gør. Andre gør måske ikke.”
”Jeg ved ikke, om jeg nogensinde tør gå ud uden min paryk. Men jeg ville ønske jeg kunne.”
”Tanken om at kunne mærke vinden på mit hovede eller vandet, når jeg bader, det kunne være så fantastisk.”
”Men jeg ved ikke, om det nogensinde kommer til at ske.”
Beundrer dem, der tør
Når Maria møder en anden kvinde, der ikke har hår, gør det indtryk på hende.
”Når jeg er ude i offentligheden og møder en kvinde, der bare owner det ikke at have hår, synes jeg, at det er modigt. Altså en kvinde, der bare kører helt skaldet. Jeg synes, det er så cool, hun gør det og tør det!”
”Det ville jeg ikke selv kunne. Jeg ville have for travlt med at tænke, hvad alle andre tænker. Jeg ville føle, at jeg satte mig i alt for sårbar situation.”
”Jeg har ikke brug for at være hende, der er den specielle. Jeg har ikke brug for at skille mig ud.”
En helt naturlig paryk
Som parykbruger betyder det ALT for Maria, at hendes paryk ser naturlig ud.
”Det er svært at forklare helt, men det betyder bare noget, når folk siger, de ikke kan se, det er en paryk.”
Derfor får Maria lavet sine parykker i naturligt hår.
”Det er vigtigt for mig, at min paryk ser naturlig ud, så jeg kan blende ind i mængden.”
”Det betyder meget, at den paryk jeg har er god. Det er noget med hårets tykkelse og farvevalg.”
Hendes paryk ser så naturlig ud, at hun får helt almindelige spørgsmål:
”Er det dine naturlige striber?” bliver jeg nogle gange spurgt.
”Så står jeg lidt og tænker på, hvad jeg skal svare. Skal jeg bare sige ja, eller gå ud i den dybe og lange forklaring…”
”Hvis det er én, jeg ikke kender så godt, så siger jeg: ja, ja – jeg får det farvet en gang i mellem. Hvor andre gange, så fortæller jeg, at det rent faktisk ikke er mit eget hår.”
”Det er meget forskelligt, hvordan jeg svarer. Det kommer an på situationen og på relationen.”
”Det kommer også an på, om jeg orker at forklare det hele den dag.”
Fandt sig i alt for meget
Det tog Maria lang tid at finde en leverandør, der kunne hjælpe hende med at få paryk. Hun følte sig lidt på herrens mark, men fandt omsider en parykmager, der kunne hjælpe hende.
”Men det var ikke den rigtige løsning for mig. Til sidst fik jeg sår af parykken, der var tapet på. Min hovedbund kunne ikke klare det, og der var ved at gå stafylokokker i det.”
Set i bakspejlet ville Maria ønske, at hun havde gjort tingene anderledes.
”Jeg ville ønske, at jeg havde lyttet mere til min mavefornemmelse i starten. For jeg fik ikke den rigtige hjælp hos den første leverandør, jeg var hos. Jeg ville ønske, jeg havde anerkendt min følelse – for jeg var ikke tilfreds, og jeg var heller ikke 100% tryg.”
”Jeg kom nogle gange hjem med en paryk, der var helt forkert. Håret var for alt for tung eller forkert farve og egnede sig ikke til mig. Engang var pandehåret syet forkert på, og det tog min gamle leverandør sig ikke tid til at ordne. Så jeg blev sendt hjem med en paryk, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med.”
”Man skal mærke efter og ikke finde sig i noget, når det ikke fungerer. Man skal ikke lade sig spise af med et produkt, man ikke vil have eller dårlig service.”
”Men dengang var jeg yngre, og der fandt jeg mig i det og var for konfliktsky til at sige noget.”
Blev tryg og tilfreds igen
Da Maria var allerhårdest ramt, skiftede hun leverandør og fandt frem til parykspecialist Carina Erwin på Gammel Kongevej på Frederiksberg.
Det skifte har gjort en verden til forskel for hende.
”Her føler jeg, at der er plads til mig. Her bliver jeg hørt, og Carina er super-hjertevarm og rar at være i nærheden af.”
”Hos hende har jeg fundet mig til rette, og jeg har samtidig fået et langt bedre produkt. Min paryk er nu en helt naturlig del af mig.”
”Jeg ved, at det bliver gjort ordentligt som jeg gerne vil have det, og jeg bliver ikke sendt afsted før.”