Personlig beretning af Stine Legarth, tidligere parykbruger.
Jeg har lige været på besøg hos min dejlige parykpusher Carina Erwin. Jeg har for længst smidt parykken, men hun skulle have et besøg.
Jeg kom forbi uanmeldt, fordi jeg fik lyst til at give hende en gave, et knus og et kort med taknemmelighed.
Nemmere at overskue
Carina Erwin gjorde en forskel i mit forløb. Hun har altid været fantastisk med empati, forståelse og en ordentlighed, som bare gjorde det hele lidt nemmere at overskue.
Det var en stor deal for mig at miste mit lange, lyse hår. Jeg følte, at min identitet blev forandret. Jeg skulle pludselig til at være en anden.
Det forstod Carina. Hun var ret cool omkring det. Der var en forståelse for en lorte situation, og samtidig kunne hun trække noget positivt ud af det uden at det blev kunstigt. Hun fik mig til at se, at jeg også var smuk skaldet og smuk med paryk.
Gav mig tid til at finde min løsning
Da mit hår begyndte at falde af, kom jeg ned til Carina.
Jeg var ikke klar til, at det skulle ryge af endnu, så Carina sendte mig hjem igen med en aftale til dagen efter.
Jeg tvivlede på, at jeg kunne nå at blive klar på et døgn, men Carina fik ret.
Dagen efter skulle det bare af. Jeg er glad for, at vi ikke gjorde det dagen inden. Det havde været en anden oplevelse, for der var jeg ikke klar.
Carina er fantastisk, selvom det også var hende, der barberede mig helt kronraget.
Jeg ejede parykkerne – ikke omvendt
Jeg var tryg hos Carina, og de parykker jeg fik, blev en del af mit forløb.
Jeg tog dem på og bestemte mig for, at de var en del af mig. Og det blev de efter en uge eller to. Så havde jeg vænnet mig til dem.
Jeg kom gående med parykken og ejede den, ikke omvendt.
Jeg har brugt dem i hverdagen, på scenen – og faktisk havde jeg også paryk på, da jeg løb et halvmaraton tre uger efter min sidste kemo.
Ville bare være mig
Jeg elskede, at alle IKKE kunne pege mig ud som kemopatient.
Jeg ønskede egentlig bare at blende ind og føle mig som en normal ung kvinde.
Jeg ønskede ikke at få medlidende blikke fra fremmede. Jeg ønskede ikke at være samtaleemne, eller at være én, man kunne pege ud med mindre folk kendte mig.
Jeg var mit hår
Jeg synes, skaldede kvinder er noget af det stærkeste og smukkeste, det er der ingen tvivl om.
Jeg kunne bare ikke se mig selv uden hår, når jeg ikke var derhjemme. Der sad alt for meget af mig og min identitet i det hår.
Jeg har haft ret langt hår hele mit liv, så jeg kunne ikke genkende mit spejlbillede som skaldet. Jeg syntes, at jeg var smuk, men det var ikke sådan jeg ønskede, verden skulle se mig.
Man vænner sig til parykken
En paryk er en vanesag.
I starten kan den føles fremmed og kunstig, men for mig blev den en uundværlig del af min hverdag.
Men parykken blev en del af mig, som accessories – og så føltes den ikke kunstig mere. Jeg havde selv valgt den til. Satte den hver morgen med hårnåle, elastikker eller hårbånd.
Jeg købte flere parykker og så kunne jeg ellers style derudaf. Om jeg ville være blond eller brunette, jeg havde begge muligheder.
Jeg er selvfølgelig super glad for at have fået mit eget hår igen, men overgangen til at nå den milepæl har Carina klart været en stor del af.
Tak for dig, Carina.